Konkurrencetur til kysten

Konkurrencetur til kysten

13 saltvandsfiskere havde tilmeldt sig til året konkurrencetur.
Turlederen havde omhyggeligt konfereret med DMI’s farvandsudsigter, havprognoser og den regionale vejrudsigt og var kommet frem til, at Gjerrild Sydstrand på toppen af Djursland måtte være det ideelle sted at tage hen for at fange fladfisk.
Da turlederen skulle hente børsteorm var vi ikke kørt samme vej og fremme ved Sydstranden viste det sig at der var lidt forskellige meninger om hvor Sydstranden geografisk lå, så de 3 biler var ikke landet samme sted. Et telefonopkald fik dog hurtigt samling på saltvandsfiskerne.
Der blev rigget til og udleveret børsteorm og man fordelte sig langs stranden.
Vejret var perfekt. Solskin, fralandsvind, næsten ingen strøm og minimale bølger.
Og der var fisk at fange. Dagen igennem blev der landet fladfisk. En enkelt ålekvabbe, et par ulke, en mørksej og en berggylt kom også på listen over dagens fangster.
Ved indmålingen viste det sig at der var hjemtaget 86 fladfisk.
Dagens største skrubbe på 37,0 cm. blev fanget af Roel Halle. Ud over 8 point i klubmesterskabskonkurrencen blev fangsten også belønnet med en fin Berkley Lightning Rod.
2. pladsen og 6 KM point gik til Jørgen Lorensen for en skrubbe på 35,1 cm.
Kim Herholt tog 3. pladsens 4 point med en fladfisk på 34,2 cm . Børge Riis fik 4. pladsen med en skrubbe på 34,0 cm. Brian Jensen fik 2 point for en skrubbe på 33,7 cm..
Kaj Hansen og Kim Herholt delte 6. pladsens ene point, da de begge havde fanget skrubber på 33,2 cm.
Dagen blev sluttet af med amerikansk lotteri.
Det er mange år siden vi har haft så god en konkurrencetur, så lad os håbe vi er kommet ind i en stime.

Referent: Jørn Wulff