Havtur med M/S Fie 26. august

Havtur med M/S Fie 26. august

Vi var 8 friske saltvandsfiskere, der havde en god tur på Langelandsbæltet den 26. august.

Der var afgang fra havnen i Spodsbjerg kl. 8.00 og efter en god times sejlads kom vi i gang med fiskeriet efter fladfisk. Der gik ikke mange minutter før der var fisk på dækket og sådan blev det ved dagen lang

Vejret var ”kanon” godt. Solskin og en vind på 2 meter i sekundet og selv om det blev lidt småskyet sidst på dagen kunne det ikke ødelægge en flot dag på havet fuldstændigt designet til fiskeri efter fladfisk. Da fiskeriet var slut og indmålingen afsluttet viste det sig, at ikke alene havde Børge Riis fanget flest fladdyr. Han havde også fanget dagens største. En pæn tyk skrubbe på 43 cm. Jørgen Lorenzen kom lige efter med et fladfisk på 42,6 cm. Skippers kone Sanne, der også er medlem af vores lille forening indtog 3. pladsen i dagens kamp om KM-point med en fladfisk på 39,5 cm. De sidste KM-point blev fordelt indenfor 1 cm. i det Jørn Wulff, Brian Jensen og Børge Riis havde fanget flade på henholdsvis 38,2 cm., 38,1 cm. og 37,5 cm.

De 8 deltagere havde tilsammen godt 170 rigtig pæne fladfisk med hjem til pande og fryser. Der blev fanget flest skrubber og isinger, men der kom også ca. 20 rødspætter på dæk.

Så det var en rigtig god dag.

Referent: Brian Jensen

Aftenkysttur 9. september

Aftenkysttur 9. september

5 saltvandsfiskere havde meldt sig til årets anden og sidste aftenskysttur og 4 af dem var mødt frem på det nye mødested – 3F’s parkeringsplads. Den sidste saltvandsfisker kørte selv

Bilen blev pakket og kursen sat mod Eg Strand på østsiden af Mols Hoved. Det regnede stort set på hele turen dertil og fremme ved fiskestedet foregik omklædningen også i regnvejr og vi så med bekymring på, om det var muligt, at holde ild i grillen, så vi kunne grille de medbragte pølser. Men da alle mand var kommet i vandtæt yderbeklædning holdt regnen inde og vi fik endda solen at se.

Havørrederne var der i mod ikke til at få i tale. Da vi mødtes for at grille pølser var turlederen den eneste, der havde haft fisk på land og den var ikke større end den kunne have været i hans thermokande ( ca. 20 cm. ). Jørgen Lorenzen og Kim Nielsen havde begge haft fisk på, men her var der også tale om fisk klart under mindstemålet.

Efter et godt måltid grillpølser med brød blev der forsøgt med lidt mere fiskeri. Desværre med samme nedslående resultat, som før pølserne blev indtaget, så ved 22 tiden blev det besluttet at vende næsen mod Silkeborg.

Referent: Jørn Wulff