Kysttur til Djursland

5 saltvandsfiskere havde tilmeldt sig turen efter jagt på havørreder. Efter lidt rådslagning på P-pladsen inden afgang var der enighed om at starte med at kikke på det lille stykke fiskevand ved færgehavnen ved Ebeltoft. Fremme ved vandet kunne det konstateres, at fiskevandet var meget lavvandet og derfor ikke egnet til fiskeri. Derfor kørte vi videre til Kobberhage, men her var vandet noget plumret, så turen gik videre til en plads lige nord for Jernhatten. Her kunne der fiskes. Så der blev rigget til og jagten på havørrederne gik ind. Hele formiddagen skete der ikke andet end turlederen havde et enkelt hug. Efter en middagspause gik Jørgen Pedersen og turlederen at fiske mod nord i stedet for syd. Det viste sig at være en rigtig god ide. I den stigende vandstand havde turlederen først et godt hug. Så tog Jørgen over og landede en flot havørred på 66 cm, 2,55 kg. Et kvarter senere landede turlederen en havørred på 50 cm., 1,36 kg. Kl. 15.00 var saltvandsfiskere tilbage ved bilerne. Her serverede turlederen varm suppe og efter lidt hyggesnak blev bilerne pakket og næsen vendt mod Silkeborg. Dejligt at der endelig ”gik hul på havørred bylden”. Lad os håbe at denne tur lægger standarten for sæsonen 2024.

Referent: Jørn Wulff