Generalforsamling 2017

Referat fra Generalforsamling i Saltvandsfiskeren Silkeborg

afholdt 15. februar 2017.

Generalforsamlingen startede med spisning for de medlemmer der havde tilmeldt sig til denne den af arrangementet. Foreningens to medlemmer Heidi og Jesper serverede hjemmelavet svensk pølseret med tilbehør. Det smagte rigtig godt, så de blev genvalgt til at stå for maden på næste generalforsamling. Så tusind tak for dejlig mad!

Efter spisningen bød formanden velkommen til generalforsamlingen og fik valgt en dirigent og efterfølgende forløb generalforsamlingen således:

Dagsorden:

  1. Valg af dirigent og stemmetæller(e)
  2. Formandens beretning.
  3. Godkendelse af det reviderede regnskab
  4. 4. Fastsættelse af kontingent for 2018.
  5. indkomne forslag.
  6. Valg til bestyrelsen.
  7. Valg af 1 bestyrelsessuppleant.
  8. Valg af 2 revisorer.
  9. Eventuelt.

  • Valg af dirigent og stemmetæller(e)

 

Bestyrelsen foreslog valg af Lejf Rattenborg Bøgedal som dirigent. Lejf blev enstemmig valgt. Han takkede for valget og konstaterede at generalforsamlingen var lovlig indvarslet og foreslog, at man udsatte valg af stemmetæller(e) til hvis det blev nødvendigt.

    1. Formandens beretning var som følger:

Så er der igen gået et år og vi sidder bænket til GF i foreningen og jeg skal som formand aflægge beretning om hvad der er sket i det forgangne år.

Hvis vi kikker på året 2016 med statistiske briller kan følgende udtrækkes:

Der har været arrangeret 22 ture. Heraf er de 4 blevet aflyst. Alle på grund af vejrgudernes manglende samarbejde.

Vi havde endda flyttet nytårsturen om på den østlige side af Jylland for at skabe større chance for at den kunne gennemføres. Det satte stormen Urd dog en effektiv stopper for.

Der har været 92 deltagere på årets ture. 19 på havturene og 73 på kystturene. Største deltagerantal var 12 mand på pighvarrer turen. Mindste antal var 3 på årets natkysttur og kystturen 10/12.

Det gennemsnitlige deltagerantal pr. tur over året var 5,11 mand

Der er 51 fisk der har fået KM point. Der er således fanget 2,83 fisk til KM konkurrencen pr. tur i gennemsnit.

Største torsk var på 10,25 kg. største fladfisk var en skrubbe på 40,5 cm. Største havørred vejede 3,5 kg.

Der har i alt været godt 250 fisk på land eller dæk i løbet af året. Det giver et gennemsnit på knap 14 fisk på året ture.

Der er fanget to målertorsk, store havørreder og godt med gode fladfisk.

Så vi fanger da fisk når vi er afsted.

Ud over fangsterne har turene vel også været hyggelige at være med på og det er vel heller ikke at kimse af. Støvsuge / vaske op

Når vi så kikker på foreningens almindelige virke er 2016 vel gået OK. Jeg synes og håber bestyrelsen synes det samme, at året er gået ok.

Jeg synes vi har nogenlunde styr på administrationen og efter jeg ikke længere bogfører er der også styr på regnskabet, så nu er det kedeligt og korrekt. I min tid var det spændende men til gengæld knap så korrekt.

Jeg vil slutte denne beretning med at minde om, at der stadig er godt med uudnyttede pladser på turene, så husk nu at melde jer til!

Der var ingen debat eller øvrige indlæg fra generalforsamlingen. Dirigenten satte derfor beretningen til afstemning og den blev enstemmig vedtaget.

  • Godkendelse af det reviderede regnskab

 

Kassereren fremlagde resultatopgørelsen for 2016, som udviste et overskud

på 960 kr. Efter hans gennemgang af dette var der spørgsmål fra generalforsamlingen om, hvad der er indeholdt i posten bankgebyrer. Dette besvarede kassereren tilfredsstillende overfor spørgeren. Der var også spørgsmål om, hvorfor posten telefongodtgørelse til bestyrelse og turledere var dobbelt så stor i 2016 som i 2015. Kassereren forklarede, at det skylder ændring af periodiseringen af posten. Før blev telefongodtgørelsen først udbetalt det efterfølgende regnskabsår. Dette blev ændret, så der i 2016 blev betalt både for 2015 og 2016, så godtgørelsen fremadrettet bliver udbetalt i det regnskabsår den er optjent i. Herefter gennemgik kassereren status som udviste en balance på kr. 47.163 kr.

Der var ingen spørgsmål til status, så dirigenten satte det samlede regnskab til afstemning og det blev enstemmig vedtaget.

  • Fastsættelse af kontingent for 2018

 

Bestyrelsen foreslog et uændret kontingent. Der var et forslag fra generalforsamlingen om at hæve det til 80 kr. efter en kort debat trak forslagsstilleren forslaget og generalforsamlingen godkendte bestyrelsens indstilling.

  • Indkomne forslag

 

Der var ikke fremsendt nogen forslag.

  • Valg til bestyrelsen

 

Jørgen Pedersen. Brian Jensen og Børge Riis var på valg. De ville gerne alle modtage genvalg. Der var ikke andre kandidater, så de tre blev valgt med applaus.

  • Valg af 1 bestyrelsessuppleant

 

Her var Hugo Hedegaard på valg. Han indstillet på genvalg og da der ikke var andre kandidater blev Hugo også genvalgt med applaus.

  • Valg af 2 revisorer

 

Kim Nielsen og Jørgen Lorenzen var på valg. Begge stillede op til genvalg og begge blev genvalgt med applaus.

  • Eventuelt

 

Under eventuelt kom der gang i forslag og diskussion af disse.

Der blev foreslået flere kystture efter havørreder i marts og april måned.

Det blev også foreslået at lave en kyst tur med overnatning i Randers Sportsfiskerforenings hytte og arrangere en Multetur. Bestyrelsen vil have forslagene i mente når der skal laves turliste for 1. halvår 2018.

Der blev foreslået, at ændre bornholmerturen tilbage sverigestur, bestyrelsen noterede sig forslaget.

Det blev foreslået at der skulle sættes ind på at få flere unge til at melde sig ind i foreningen. Bl.a. ved at reklamere på skoler, biblioteker, medborgerhuse m.v. og lave en lille reklame for foreningen på hjemmesiden, som det enkelte medlem kan printe ud og give til potentielle nye medlemmer. Der blev også stillet forslag om at foreningen skulle på Facebook. I den forbindelse meldte Heidi sig til at stå for denne. Bestyrelsen synes om ideen og vil forsøge at starte op i løbet af året.

Der blev også foreslået, at man kunne lave gratis fisketure for juniorer og eventuelt med sponsorstøtte tage dem med på havture. Der blev fra bestyrelsen rejst tvivl om denne ide kunne føres ud i livet, men ideen har måske mulighed i en lidt anden form hvor forældre er med.

Det blev også igen rejst forslag om, at der skulle sendes mail til medlemmerne for at huske dem på de enkelte ture. Bestyrelsen kikker på dette igen.

Efter en god lang debat af punktet eventuelt, takkede dirigenten for rimelig god ro og orden og lukkede generalforsamlingen.

Herefter var næste punkt kåring af årets klubmester og uddeling af pokaler.

Brian Jensen blev klubmester 2016 med 60,5 point. På andenpladsen kom

Kim Herholdt med 25 point. Tredjepladsen tog Kaj Hansen sig med 22,5 point.

Grejbiksen Silkeborg havde sponseret tre fine gavekort til hver af de tre på podiet.

Tusind tak for det!

Vinder af årets deltagerkonkurrence blev Torben Sørensen. Han havde deltaget på 15 af årets ture. På en delt andenplads kom Børge Riis og Jørn Wulff. Begge havde været deltagere på 12 af årets ture og begge havde været med på samme antal havture, så de delte andenpladsen.

Brian Jensen havde også fanget årets største torsk på imponerende 10,25 kg. så førstepræmien og torskepokalen har næste år plads hjemme på kaminhylden hos ham.

Andenpladsen gik til Ejner Overgaard med kun en minimal mindre imponerende torsk på 10 kg. rent. Begge fisk fanget på den samme havtur. Brian viste under overrækkelsen af præmien til Ejner storsind og ægte sportsmanship, da han overrakte ham en flaske Tude Fjæs i trøstepræmie.

Brian tog sig også af tredjepladsen i årets torskekonkurrence med en torsk

på 8,5 kg.

Pokalen for godt kammeratskab gik til Kaj Hansen for hans altid glade humør rare lune.

Kaj tog sig også, næsten vanen tro, af hornfiskepokalen for største fangede hornfisk ved årets hornfiskekonkurrence. Den målte 71,5 cm.

Jagt Directs Vandrepokal, som tildeles en flot fisk, der ikke er en torsk gik til Jørgen Lorenzen for en havørred på 66 cm. og 3,5 kg.

Tommy Thomsens vandrepokal som uddeles til den dygtige saltvandsfisker der fanger den største havørred på årets tul til Bornholm gik til Lars Løwe for fangst af en ørred på 64,5 cm. og 3,125 kg.

Fjumrebrættet gik til Jørgen Lorenzen for følgende episode på turen til Samsø:

Under opvasketjansen ville han være morsom og ringede op i hytten for at bestille en whisky og en opvaskebørste. Det fandt han så morsomt, at det under latterkramperne lykkedes ham at tabe sin mobil ned i opvaskebaljen. Det kan oplyses at telefonen overlevede badeseancen.

Efter uddeling af pokaler med mere kom der kaffe og blødt brød på bordet og der blev taget fat på salg af lodder til amerikansk lotteri efterfulgt af udtrækning af præmier til de heldige vindere med de rigtige tal på lodderne og det sædvanlige godmodige drilleri saltvandsfiskerne i mellem.