Fladfisketur

Masser af fladfisk lørdag den 20. august.

Vi var 7 mand der havde en god tur til Langelandsbæltet med M/S Fie.

De første par timer vi fiskede var der en del understrøm, så det var svært at holde bunden selv med 100 gram bly på forfanget. Understrømmen aftog heldigvis op af dagen.

Understrøm eller ej kom der fisk på dæk gennem hele dagen og mange af de flade, der landede her var plus 35 cm.

Der blev fanget flest skrubber og isinger, men der var også enkelte rødspætter i kurvene. Ud over fangsten af fladfisk fangede Børge Riis og Frederik Herholt hver en pæn hornfisk.

Klokken ca. 14.00 gik turen retur mod havnen i Spodsbjerg og under hjemturen blev dagens fangst gjort op. Det viste sig, at der i alt var fanget 165 fladfisk, hvilket svarer til et gennemsnit pr. saltvandsfisker på 23 fladdyr.  Det må siger at være rigtigt godt.

Alle de 6 fladfisk der fik KM point var skrubber og dagens største og næststørste af slagsen var på henholdsvis 40,5 og 40,2 cm. Blev begge fanget af Brian Jensen.

Roel Halle tog 3. pladsen med en fisk på 38,5 cm. 4. pladsen gik til Torben Sørensen med en fisk hvor halen ramte 37,5 cm. Brian Jensen kom også ind på konkurrencens 5. plads med en fisk på 37,3 cm. Og Børge Riis tog den sidste point givende plads med flad på 36,8 cm.

Så alt i alt igen en kanon tur til Langelandsbæltet.

Brian Jensen