Kategoriarkiv: Referater

Torsketur til Langelandsbæltet 22. april

Torsketur til Langelandsbæltet 22. april

Der var 8 tilmeldte saltvandsfiskere, men der mødte kun 6 op på Bygmas P-plads lørdag morgen.

En frameldte sig for sent og en mødte ikke frem uden afbud. Så siger foreningens regler jo at det kan man betale sig fra med en halv turpris.

Så frafaldet betød, at det stort set kun var bestyrelsen der var på tur.

Vi kunne dog lige så godt være blevet hjemme, for der var ingen torsk der ville noget overhovedet!

Vinden var 7 til 9 sekundmeter, men der var ingen “buler” på vandet.

Ved middagstid opgav vi torskene og prøvede efter fladfisk inde under land.

Det kom der heller ikke nogen storfangst ud af. Det lykkedes dog Torben Sørensen at overliste en skrubbe på 32,5 cm. Dagens største. Dermed indkasserede han 8 KM point. Jørgen Pedersen fangede en ditto på 31,7 cm. og fik 6 KM point

Skippers kone Sanne, som også er medlem af foreningen, fangede en hvilling på 28 cm. Den indbragte hende 4 KM point.

Cirka klokken 14.00 mistede vi fuldstændig troen på fangst og afbrød fiskeriet og sejlede mod havnen i Spodsbjerg.

Ref.: Brian Jensen

 

Bornholm 2017

Bornholm 2017

Endelig kom dagen til den årlige Bornholmertur. 6 saltvandsfiskere var tilmeldt

3 saltvandsfiskere drog fra Silkeborg midt om natten til torsdag den 16. marts og mødtes i Horsens med de 3 andre, der kom fra Århus og turen gik mod Ystad. Sejlturen forløb planmæssigt og efter diverse indkøb og ankomst til sommerhuset, fik vi den obligatorisk frokost inden fiskeriet kunne begynde. Turen gik til Sommer Odde på det sydlige Bornholm. Der var temmelig store bølger og vi kunne se nogle andre fiskere, som stod og hoppede i bølgerne. De havde fanget et par fisk, men fortrak, da en af dem havde fået vand i bukserne. Vi prøvede at forcere bølgerne og det lykkedes Kim Herholdt at fange en havørred på 48 cm. Han havde kroget den så dybt at han tog den med. Vi opgav derefter at fiske mere her, da bølgerne efterhånden var for voldsomme. Derefter tog vi videre til Snogebæk, hvor revet var helt tør for mennesker og fisk. Her fiskede vi indtil det var tid for tilberedning af aftensmad. Vi fik Kims mørbradgryde med ris.

Fredag.

Øv stadig væk vinden fra vest. Var lige nede og kigge ved Sommer Odden- duede ikke. Så vi fortsatte til Salene Bugt ved Gudhjem, hvor Kim fangede en havørred på 61, cm med krog og farvet, blev forsigtigt genudsat. De øvrige mærkede ingenting og vi kørte hjem og spiste frokost. Om eftermiddagen kørte vi til Snogebæk, men der var for mange mennesker og vi kørte derfor op til Balka resten af eftermiddagen uden at mærke noget og kørte derfor tidligt hjem. Her nød vi Torbens kalvecuvette med flødekartofler.

Lørdag

Stadigvæk blæsevejr fra vest. Turlederens bil kørte til Grisby. Her var der ingen fisk , og vi flyttede til Lissted. øv heller ingen fisk her – videre til Bådsted- stadig ingen fisk. Vi sluttede formiddagens af i Sandvig.

Den anden bil kørte til Hasle og fiskede bag fiskeboligerne. De fortsatte til Sandvig. Her var stenene smurt i brun sæbe og Lars falder og slår stangen mod en sten uden at den brækker, men efter en 5-6 kast brækker hans stang.

Efter frokost vælger turlederens bil til Snogebæk og her fiskede vi resten af dagen uden at mærke noget. Den anden bil startede ude ved Broens odde, men endte også i Snogebæk. Heller ikke de havde mærket noget. Hjem til Pers Koteletter i fad med ris og et par glas rødvin.

Søndag

Endelig stille vejr – Turlederens bil tog til Sommer Odde – vandet så fint ud, men der stod voldsomme dønninger. Efter 1½ times fiskeri tog vi op til Arnager, hvor vi løb på de andre. De fortsatte til Soso-odde. Vi startede fiskeriet, men mens jeg stoppede med at fiske, fordi jeg frøs efter at have fået vand i bukserne gik Per og Kim og fiskede henne ved lufthavnen og Kim fangede igen igen fisk idet han trak en havørred på 40 cm op og han tabte en 3 kilos fisk, som sprang hans forfang, fordi fisken bed helt inde ved stangspidsen og han kunne ikke nå at løsne bremsen. Per var også heldig at få en fisk på land på 47 cm, som nænsom blev genudsat. Det var nu tid til at vende tilbage til sommerhuset og pakke og gøre rent, men skide ærligt når vi endelig havde fundet fiskene. En hyggelig tur på trods af den ringe fangst og den megen blæst.

Torben Sørensen

 

Kysttur 18/2-17

Kysttur til Djursland

Turlederen måtte melde afbud på grund af en dårlig fod, så derfor måtte jeg overtage turen. 5 mand drog til Rugård Strand ved campingpladsen i håb om at fiskeriet var ligeså godt som for et år siden, men enten havde turlederen glemt at sætte fisk ud eller også var det den kæmpe ommøblering af standen, som vejrguderne havde sørget for.

Faktum var, at ingen af os mærkede noget. Efter et par timers fiskeri gik turen til parkeringspladsen nedenfor Fuglsø Centeret. Heller ikke her var heldet med os, så efter par timers fiskeri, blev vi enige om, at forsøge et nyt sted.

Vi kørte til Kaløvig, hvor vi fiskede under vindmøllen. Ved 15 tiden var der enighed om, at slutte fiskeriet uden at nogen havde mærket noget. En dag med godt fiske vejr men uden nogen fangst/bid.

Torben Sørensen

Generalforsamling 2017

Referat fra Generalforsamling i Saltvandsfiskeren Silkeborg

afholdt 15. februar 2017.

Generalforsamlingen startede med spisning for de medlemmer der havde tilmeldt sig til denne den af arrangementet. Foreningens to medlemmer Heidi og Jesper serverede hjemmelavet svensk pølseret med tilbehør. Det smagte rigtig godt, så de blev genvalgt til at stå for maden på næste generalforsamling. Så tusind tak for dejlig mad!

Efter spisningen bød formanden velkommen til generalforsamlingen og fik valgt en dirigent og efterfølgende forløb generalforsamlingen således:

Dagsorden:

  1. Valg af dirigent og stemmetæller(e)
  2. Formandens beretning.
  3. Godkendelse af det reviderede regnskab
  4. 4. Fastsættelse af kontingent for 2018.
  5. indkomne forslag.
  6. Valg til bestyrelsen.
  7. Valg af 1 bestyrelsessuppleant.
  8. Valg af 2 revisorer.
  9. Eventuelt.

  • Valg af dirigent og stemmetæller(e)

 

Bestyrelsen foreslog valg af Lejf Rattenborg Bøgedal som dirigent. Lejf blev enstemmig valgt. Han takkede for valget og konstaterede at generalforsamlingen var lovlig indvarslet og foreslog, at man udsatte valg af stemmetæller(e) til hvis det blev nødvendigt.

    1. Formandens beretning var som følger:

Så er der igen gået et år og vi sidder bænket til GF i foreningen og jeg skal som formand aflægge beretning om hvad der er sket i det forgangne år.

Hvis vi kikker på året 2016 med statistiske briller kan følgende udtrækkes:

Der har været arrangeret 22 ture. Heraf er de 4 blevet aflyst. Alle på grund af vejrgudernes manglende samarbejde.

Vi havde endda flyttet nytårsturen om på den østlige side af Jylland for at skabe større chance for at den kunne gennemføres. Det satte stormen Urd dog en effektiv stopper for.

Der har været 92 deltagere på årets ture. 19 på havturene og 73 på kystturene. Største deltagerantal var 12 mand på pighvarrer turen. Mindste antal var 3 på årets natkysttur og kystturen 10/12.

Det gennemsnitlige deltagerantal pr. tur over året var 5,11 mand

Der er 51 fisk der har fået KM point. Der er således fanget 2,83 fisk til KM konkurrencen pr. tur i gennemsnit.

Største torsk var på 10,25 kg. største fladfisk var en skrubbe på 40,5 cm. Største havørred vejede 3,5 kg.

Der har i alt været godt 250 fisk på land eller dæk i løbet af året. Det giver et gennemsnit på knap 14 fisk på året ture.

Der er fanget to målertorsk, store havørreder og godt med gode fladfisk.

Så vi fanger da fisk når vi er afsted.

Ud over fangsterne har turene vel også været hyggelige at være med på og det er vel heller ikke at kimse af. Støvsuge / vaske op

Når vi så kikker på foreningens almindelige virke er 2016 vel gået OK. Jeg synes og håber bestyrelsen synes det samme, at året er gået ok.

Jeg synes vi har nogenlunde styr på administrationen og efter jeg ikke længere bogfører er der også styr på regnskabet, så nu er det kedeligt og korrekt. I min tid var det spændende men til gengæld knap så korrekt.

Jeg vil slutte denne beretning med at minde om, at der stadig er godt med uudnyttede pladser på turene, så husk nu at melde jer til!

Der var ingen debat eller øvrige indlæg fra generalforsamlingen. Dirigenten satte derfor beretningen til afstemning og den blev enstemmig vedtaget.

  • Godkendelse af det reviderede regnskab

 

Kassereren fremlagde resultatopgørelsen for 2016, som udviste et overskud

på 960 kr. Efter hans gennemgang af dette var der spørgsmål fra generalforsamlingen om, hvad der er indeholdt i posten bankgebyrer. Dette besvarede kassereren tilfredsstillende overfor spørgeren. Der var også spørgsmål om, hvorfor posten telefongodtgørelse til bestyrelse og turledere var dobbelt så stor i 2016 som i 2015. Kassereren forklarede, at det skylder ændring af periodiseringen af posten. Før blev telefongodtgørelsen først udbetalt det efterfølgende regnskabsår. Dette blev ændret, så der i 2016 blev betalt både for 2015 og 2016, så godtgørelsen fremadrettet bliver udbetalt i det regnskabsår den er optjent i. Herefter gennemgik kassereren status som udviste en balance på kr. 47.163 kr.

Der var ingen spørgsmål til status, så dirigenten satte det samlede regnskab til afstemning og det blev enstemmig vedtaget.

  • Fastsættelse af kontingent for 2018

 

Bestyrelsen foreslog et uændret kontingent. Der var et forslag fra generalforsamlingen om at hæve det til 80 kr. efter en kort debat trak forslagsstilleren forslaget og generalforsamlingen godkendte bestyrelsens indstilling.

  • Indkomne forslag

 

Der var ikke fremsendt nogen forslag.

  • Valg til bestyrelsen

 

Jørgen Pedersen. Brian Jensen og Børge Riis var på valg. De ville gerne alle modtage genvalg. Der var ikke andre kandidater, så de tre blev valgt med applaus.

  • Valg af 1 bestyrelsessuppleant

 

Her var Hugo Hedegaard på valg. Han indstillet på genvalg og da der ikke var andre kandidater blev Hugo også genvalgt med applaus.

  • Valg af 2 revisorer

 

Kim Nielsen og Jørgen Lorenzen var på valg. Begge stillede op til genvalg og begge blev genvalgt med applaus.

  • Eventuelt

 

Under eventuelt kom der gang i forslag og diskussion af disse.

Der blev foreslået flere kystture efter havørreder i marts og april måned.

Det blev også foreslået at lave en kyst tur med overnatning i Randers Sportsfiskerforenings hytte og arrangere en Multetur. Bestyrelsen vil have forslagene i mente når der skal laves turliste for 1. halvår 2018.

Der blev foreslået, at ændre bornholmerturen tilbage sverigestur, bestyrelsen noterede sig forslaget.

Det blev foreslået at der skulle sættes ind på at få flere unge til at melde sig ind i foreningen. Bl.a. ved at reklamere på skoler, biblioteker, medborgerhuse m.v. og lave en lille reklame for foreningen på hjemmesiden, som det enkelte medlem kan printe ud og give til potentielle nye medlemmer. Der blev også stillet forslag om at foreningen skulle på Facebook. I den forbindelse meldte Heidi sig til at stå for denne. Bestyrelsen synes om ideen og vil forsøge at starte op i løbet af året.

Der blev også foreslået, at man kunne lave gratis fisketure for juniorer og eventuelt med sponsorstøtte tage dem med på havture. Der blev fra bestyrelsen rejst tvivl om denne ide kunne føres ud i livet, men ideen har måske mulighed i en lidt anden form hvor forældre er med.

Det blev også igen rejst forslag om, at der skulle sendes mail til medlemmerne for at huske dem på de enkelte ture. Bestyrelsen kikker på dette igen.

Efter en god lang debat af punktet eventuelt, takkede dirigenten for rimelig god ro og orden og lukkede generalforsamlingen.

Herefter var næste punkt kåring af årets klubmester og uddeling af pokaler.

Brian Jensen blev klubmester 2016 med 60,5 point. På andenpladsen kom

Kim Herholdt med 25 point. Tredjepladsen tog Kaj Hansen sig med 22,5 point.

Grejbiksen Silkeborg havde sponseret tre fine gavekort til hver af de tre på podiet.

Tusind tak for det!

Vinder af årets deltagerkonkurrence blev Torben Sørensen. Han havde deltaget på 15 af årets ture. På en delt andenplads kom Børge Riis og Jørn Wulff. Begge havde været deltagere på 12 af årets ture og begge havde været med på samme antal havture, så de delte andenpladsen.

Brian Jensen havde også fanget årets største torsk på imponerende 10,25 kg. så førstepræmien og torskepokalen har næste år plads hjemme på kaminhylden hos ham.

Andenpladsen gik til Ejner Overgaard med kun en minimal mindre imponerende torsk på 10 kg. rent. Begge fisk fanget på den samme havtur. Brian viste under overrækkelsen af præmien til Ejner storsind og ægte sportsmanship, da han overrakte ham en flaske Tude Fjæs i trøstepræmie.

Brian tog sig også af tredjepladsen i årets torskekonkurrence med en torsk

på 8,5 kg.

Pokalen for godt kammeratskab gik til Kaj Hansen for hans altid glade humør rare lune.

Kaj tog sig også, næsten vanen tro, af hornfiskepokalen for største fangede hornfisk ved årets hornfiskekonkurrence. Den målte 71,5 cm.

Jagt Directs Vandrepokal, som tildeles en flot fisk, der ikke er en torsk gik til Jørgen Lorenzen for en havørred på 66 cm. og 3,5 kg.

Tommy Thomsens vandrepokal som uddeles til den dygtige saltvandsfisker der fanger den største havørred på årets tul til Bornholm gik til Lars Løwe for fangst af en ørred på 64,5 cm. og 3,125 kg.

Fjumrebrættet gik til Jørgen Lorenzen for følgende episode på turen til Samsø:

Under opvasketjansen ville han være morsom og ringede op i hytten for at bestille en whisky og en opvaskebørste. Det fandt han så morsomt, at det under latterkramperne lykkedes ham at tabe sin mobil ned i opvaskebaljen. Det kan oplyses at telefonen overlevede badeseancen.

Efter uddeling af pokaler med mere kom der kaffe og blødt brød på bordet og der blev taget fat på salg af lodder til amerikansk lotteri efterfulgt af udtrækning af præmier til de heldige vindere med de rigtige tal på lodderne og det sædvanlige godmodige drilleri saltvandsfiskerne i mellem.

Kysttur 7/1-17

Referat Kysttur d. 7/1-17

Der var tilmeldt 4 Saltvandsfiskere til årets første kysttur. Desværre måtte turlederen melde forfald, pga. problemer med bilen, hvorfor det er undertegnede, der føre pennen i dette referat. Men det er nu en nem opgave.

De tidligere dages ekstremt høje vandstand, kunne måske sætte en begrænsning på mulighederne, for frit at vælge fiskeplads. Men efter en kort rådslagning på p-pladsen i Horsens, blev vi enige om at dagens tur skulle gå til Gamborg Fjord – en gammel kending, som før har kastet fisk af sig på denne årstid.

Det var en kold morgen, og det havde været dagsfrost, nogle dage i træk, så vi var lidt spændte på om Kong Vinter havde lagt et låg på fjorden. Det havde han ikke..

Men på trods af, en ihærdig indsats fra de tilbageværende fiskere, hvor vi gennemfiskede både det store rev ud for skoven, automaten og alt vandet ud til Torbens hoved, på kryds og tværs, blev det ikke til nogen fisk til nogen af os – kun et par nap og en enkelt følger.

Vi håber på bedre held på næste tur, som ligger allerede senere i januar.

Kim Nørgaard Nielsen

Kysttur til Lundø

Kysttur til Lundø

Lørdag den 28. januar var der mødt 6 saltvandsfiskere frem for at tage til Limfjordsøen Lundø for at prøve noget nyt vand.

Det var koldt, da man steg ud af bilerne ved fiskevandet, men op af dagen brød solen frem og termometeret sneg sig op på plusgrader og det blev rigtigt fint vejr.

Der var fint fiskevand med masser af muslingebanker på begge sider af den odde vi fiskede fra. Dette faktum var havørrederne dog ikke klar over for ud over den nedgænger som Torben Sørensen fik på land var det ikke bud efter hverken blink eller flue.

Børge Riis

 

Kysttur Ruggård strand 10/12-16

Kysttur til Ruggård strand

3 saltvandsfiskeren drog af sted på årets sidste tur. Turen gik til Rugård Strand ved campingpladsen. Vejret var dejligt, 10 graders varme og vind fra vest, altså perfekt fiskevejr, men det vidste fiskene tilsyneladende ikke, for de havde ikke lyst til at bide på, dog så undertegnede en fisk på omkring målet hoppe i vandet og havde et enkelt nap, men de andre mærkede intet.

Ved middagstid gik vi tilbage til bilen og her nød vi turlederens medbragte pølser og det blev besluttet at prøve et andet sted, nemlig Bogens Hoved i Ebeltofts Vig.

Her troede Kim Herholdt, at han havde fået sit juleønske opfyldt, idet han fik en ørred på, som han også fik på land. desværre var den kun 38 cm.

De 2 andre saltvandsfiskere hverken så eller mærkede noget.

Ved 16 tiden blev fiskeriet indstillet og vi drog hjem til Silkeborg.

God jul og stam line i det nye år ønskes af:

Torben Sørensen

 

Kysttur Halk Hoved 26/11-16

Kysttur Halk Hoved

Turen gik til Halk Hoved i Sønderjylland, hvor der var læ for dagens friske vestenvind.

Vejret var ellers godt og fiskevandet var fint – altså det der var der. Det var meget lavvandet. Både på grund af ebbe og fordi vestenvinden havde blæst meget af fiskevandet afsted mod Bornholm.

Turens 5 deltagere fiskede det bedste de havde lært, men vestenvinden havde åbenbart også blæst fiskene væk, så ved afslutningen på fiskedagen måtte turlederen konstatere at der ikke var kommet fisk på land og kun en af deltagerne havde mærket et enkelt nap i endegrejet.

Børge Riis

Konkurrencetur til kysten

Konkurrencetur til kysten

Endnu en gang oprandt dagen for en af klubbens traditioner. Årets konkurrencetur til kysten med særligt fokus på fladfisk.

Der var kun 8 saltvandsfiskere tilmeldt turen, som de sidste år er gået til Kongebroskoven ved Middelfart. Men efter årets store brand på Fredericia Havn og det store udslip af gødning branden medførte er det gået stærkt tilbage med fiskeriet der, så vi kørte i stedet til Gjerrild Kling på Djursland for at prøve lykken der.

Vejrudsigten var ikke den bedste, men vi kom da frem til klinten og fik rigget til inden regnen kom i en kort men hidsig byge. Kim Herholdt havde sværere ved at rigge til end de 7 andre. Det skyldes, at hans hjul lå trygt og tørt hjemme i Galten! Så han måtte på ”lånemarkedet” hos Torben Sørensen, det til gengæld havde så mange hjul med at han kunne låne 2 af slagsen. Så med mindre der sker store ting og sagen på årets sidste ture har Kim nok fået et vægtigt lod i årets ”kamp” om Fjumrebrættet!

Fiskevandet så OK ud, men det synes fladfiskene åbenbart ikke!

Det var helt dødt!

Vejret artede sig noget bedre end fladfiskene. Der kom enkelte korte byger med lange perioder med tørvejr imellem, ja en overgang var det ligefremt rigtigt solskinsvejr.

Men fladfiskene var ligeglade. De ville ingenting! Først 5 timer inde i turen landede Brian Jensen en ising på 32,5 cm. På samme tidspunkt fangede Kaj Hansen en ålekvabbe på 26 cm. Den havde slugt krogen og stod ikke til at redde, så den kom med til indvejning.

Lige inden vi stoppede fiskeriet fangede Jørgen Lorenzen en skrubbe på 25 cm. rent.

Men da mindste målet på sådan en krabat er er en ½ cm. længere måtte den retur i bølgen blå. I næsten samme åndedrag fangede han også en lille ålekvabbe der røg samme vej.

Turlederen kunne heller ikke nære sig og landede en ”kæmpe” rødspætte. Hvordan den havde båret sig ad vides ikke, men den havde slugt både krog og et halvt perleforfang.

Ved målingen af kæmpen kunne det konstateres at den var hele 9 cm. lang!!

Så en skuffet turleder måtte modstræbende udsætte pragteksemplaret.

Indvejningen var hurtigt overstået. Brian havde fanget den eneste fladfisk over målet og vandt derfor en Berkley digitalvægt og 8 km. point. Kaj Hansen fik 6 km. point og som præmie for turens andenstørste fisk en vandtæt taske fra samme firma.

En af traditionerne på konkurrenceturen er amerikansk lotteri. Men når der kun er 8 deltagere i lotteriet og de skal købe 100 lodder kan det godt blive en anelse langstrakt, så turlederen havde udviklet en hurtige udgave.

De fem præmier blev derfor relativt hurtigt fordelt blandt de fem heldige vindere.

Så gik turen retur mod Silkeborg og det var ikke et sekund for tidligt. Det begyndte at regne da vi nåede Grenå og da vi nåede motorvejen regnede det lidt mere. Men det var for intet at regne i forhold til det skybrud vi måtte kørte igennem fra Hjortshøj til Galten hvorefter regnen ingen blev normaliseret.

Det regnede stadig da vi kom til Bygmas P-plads, så grejet blev hurtigt fordelt i bilerne og vi sagde tak for i dag og kørte hver til sit.

Årets konkurrence tur blev fangstmæssigt ikke nogen succes, men vi prøver nok igen næste år og her kan det næsten ikke undgås, at der vil ske en forbedring,

Referent

Jørn Wulff

Samsø 2016

Samsøturen 2016

Fem forventningsfulde saltvandsfiskere, bevæbnet med grej til tænderne, var mødt frem på 3F’s P-plads fredag lidt over middag. Nu skulle Samsø indtages og årets jagt på øens havørreder indledes.

Efter det traditionelle stop ved slagteren i Hou for indkøb af ribbens sandwich og frikadelle ditto gik turen videre til Samsø færgens opmarch båse hvor de fem saltvandsfiskere mødtes med turens sidste to deltagere, der for nemheds skyld var kørt direkte til færgen.

Deres grej blev flyttet fra deres biler til de to efterhånden godt fyldte biler der skulle med færgen og de indkøbte sandwich blev fortæret mens vi ventede på at komme ombord.

Vel ombord og bænket i behagelige stole nød vi sejlturen. Vel fra borde på Samsø gik turen til hytterne på Sælvigbugtens Camping.

Bilerne blev tømt og deres indhold blev fordelt i de to lejede hytter.

Efter et kort hvil gik turen til fiskevandet. Den ene bil kørte til Issehoved. Den anden til skydebanen ved Nørreskifte.

Ved Issehoved var der utroligt meget tang i vandet, mens forholdende ved skydebanen var meget bedre. Tilbage ved hytterne viste det sig, at begge pladser lignede hinanden på et vigtigt punkt. Der var ingen fisk over målet. Kim Nielsen fangede 2 undermålere og Jørn Wulff en af samme kaliber. Aftenen sluttede med indtagelse af pølser og kold kartoffelsalat efterfulgt af hyggeligt selskab.

Lørdag

Det blev godt op af formiddagen inden morgenmaden var fortæret og turen igen gik mod nyt fiskevand. Den bil der ikke havde været ved skydebanen fredag forsøgte sig dette sted skønt det ikke havde været nogen succes dagen før. Den anden bil besluttede sig for at besøge fiskepladserne syd for Kålby Kås Havn.

Da begge biler var tilbage ved hytterne for at spise frokost, viste det sig, at de begge havde været udsat for samme nedslående fangstmæssige resultat. Ingen fisk!

Efter en lækker og omfangsrig frokost med efterfølgende ”slåen mave” gik turen retur til Samsøs strande.

Den ene bil kørte til Langdal på vestsiden af den nordlige ende af øen.

Den anden bil forsøgte sig ved Issehoved efter at have været forbi Ballebjerg og konstateret, at pladsens ikke var fiskbar på grund af rigtig meget skidt i vandet.

Begge steder blev der fisket igennem hele eftermiddagen og det første af aftenen.

For saltvandsfiskerne ved Langdal med samme nedslående resultat som turen hidtil havde givet. Ingen fisk!

Holdet der kørte til Issehoved havde lidt mere ”held i sprøjten”. De fangede 4 undermålere og en lille hornfisk. Så tog Jørgen Lorenzen sagen i egen hånd og fluestang og sørgede for der var fisk til indvejning. Han landede en havørred på 1250 gram og 48,5 cm. Nu da risikoen for total fangst fiasko var elimineret kunne de syv saltvandsfiskere med lidt mere ro i sjælen ”gå ombord” i Torben Sørensens lækre oksesteg med tilbehør. Efter alle havde spist sig mere end mætte og servicen var vasket op og ryddet af vejen var der endnu engang fælles hygge i hytten.

Når vi nu er ved opvasken skal det ikke undlades at nævnes, at Jørgen Lorenzen, ud over at han med dagens fangst var blevet favorit til præmien for turens tungeste fisk også kandiderer til årets vinder af fjumrebrættet for følgende episode:

Under opvasketjansen ville han være morsom og ringede op i hytten for at bestille en whisky og en opvaskebørste. Det fandt han så morsomt, at det under latterkramperne lykkedes ham at tabe sin mobil ned i opvaskebaljen. Det kan oplyses at telefonen overlevede badeseancen.

Søndag

Efter morgenmaden gik turen igen til fiskepladserne og den sidste chance for at rette lidt op på det fangstmæssige underskud og forsøge at slå Jørgen Lorenzens fisk.

Den ene bil kørte til Issehoved. Det gav ingen fisk på land. Hverken over eller under målet.

Den anden bil kørte til Langør. Her var resultatet 3 undermålere.

Derfor kunne turlederen efter frokosten kåre Jørgen Lorenzens fisk, som turens største og eneste fisk over målet. Det udløste et gavekort på 300 kr.

til Grejbiksen i Silkeborg og retten til at kalde sig Samsø storfanger 2016.

Efter frokost blev der pakket biler, vasket op og gjort rent i hytterne, hvor efter turen gik til færgen. Vel i land i Hou kørte vi mod Silkeborg og de hjemlige kødgryder.

Årets Samsøtur vil ikke gå over i historien for de gjorte fangster. Men vi hyggede os og det er vel ikke det værste man kan blive udsat for.

Referent

Jørn Wulff