Månedsarkiv: november 2024
Kysttur Endelave
Kysttur Endelave 26/10-24
Til trods for ihærdige og langstrakte maraton forhandlinger på øverste niveau, var det ikke lykkedes dagens turleder at få en ekstra afgang med færgen fra Snaptun til Endelave denne lørdag i oktober, så en lidt afkortet tur til de 5 saltvandsfiskere der havde valgt at prøve fiskelykken, til en for foreningen ny destination.
Endelave ligger syd for Samsø ud for Horsens fjord, og er kendt for alle sine vilde kaniner. Det er populært at tage til øen, for at gå kaninoen, en strækning på ca 21 km rundt langs stranden, og ind gennem plantagen på Øvre. Dagens turleder kunne med sin færden gennem de sidste 25 år på Endelave, fortælle vældige historier om kaniner, øens beboere, havørreder der var så nemme at fange at man skulle tro det var løgn, og ikke mindst om undslupne løver man stadig kan høre brøle om natten.
Fra havnen på Endelave var der ca 5 minutters kørsel til Lynger Hage ved Louisenlund strand, som var nøje udvalgt som destination for dagen. 2 mand valgte at give stranden ved sommerhusområdet et hurtigt forsøg, men tilsluttede sig efter kort tid de 3 andre.
Fiskevandet var helt perfekt med en flot stenet bund, tangbælter, sandrevler og badekar. Vejret kunne næsten ikke være bedre for en dag sidst i oktober, masser af sol, 15 grader, og næsten ingen vind, så det kunne stort set ikke undgås, at der denne dag ville blive fanget havørreder i så store mængder at man i mange å ville se tilbage på denne historiske tur.
Havørreder blev der fanget, eller i hvert fald en… en lynende blank sag på hele 20 centimeter! Og selvfølgelig var det turlederen der var så dygtig, eller måske bare heldig. Der var flere der havde hug, og et par fisk blev set springe, men nogle må have fodret dem inden vi ankom, for bidelysten var ikke stor.
Med ca. 30 minutter før afgang med færgen hjem til fastlandet, kunne vi lige nå en kort rundvisning gennem byen og ud forbi lufthavnen, og her fik vi set så mange kaniner at man hurtigt stoppede med at tælle, de var både i haverne, på vejen samt på markerne.
5 trætte saltvandsfiskere måtte denne gang vende hjem til Silkeborg tomhændet, men med en lille oplevelse rigere.
Turlederen siger tak for hyggeligt selskab, og håber at det til næste år bliver muligt at planlægge endnu en tur til denne skønne ø, men hvor vi kan få lidt mere fisketid.
Per M Sørensen